FORTÆLLINGER FÅR DIN MODTAGER TIL AT HUSKE

Fortællinger vinder mere og mere indpas hos virksomheder – både til internt og eksternt brug. Men hvad er storytelling, og hvorfor skal du bruge det i din virksomhed?

Hvad er fortællinger?

Fortællinger er en af de helt grundlæggende og naturlige måder, vi mennesker kommunikerer med hinanden på.

Gennem mere end 30.000 år har mennesker fortalt historier gennem sekventielle billeder og tegninger. Og historiefortællingerne har ikke bare været en del af hyggen omkring bålet. Historiefortællingen har været et helt essentielt værktøj til at skabe overlevelse for arten og stammen – og til at skabe socialisering i samfundet.

Mennesker fortæller historier, kunst fortæller historier, tv fortæller historier, annoncer fortæller historier. Vi bruger hele tiden storytelling som del af vores daglige liv. Bare tænk på de gamle hulemalerier, Bayeux tapetet, kalkmalerier, tegneserier, tv-serier, film og animationer.

Din modtager “oplever” din historie

God historiefortælling er eminent til at flytte din modtager over i en oplevelsestilstand – som skaber forståelse og følelser i din modtagers krop og hjerne. Og det her helt essentielt, hvis du vil have din modtager til at forstå og huske dit budskab.

Læs også: Her er dine storytelling arketyper

Følelser er knyttet til hukommelsen

Følelserne, forståelsen og hukommelsen er nemlig tæt knyttet til det limbiske system i vores hjerne. Det er her, vores hjerne bestemmer, hvad der føles rart – eller hvad der er en trussel. Hvis noget er rart og skaber resonans i vores krop, så husker vi det med glæde. Modsat, hvis noget er væmmeligt og ubehageligt, kan det overstyre vores system og skabe traumer, som forplanter sig dybt i vores sind og i vores hukommelse. Så du skal helt klart gå efter at skabe følelser.

Historier som marketingsværktøj

Historiefortællinger inden for markedsføring og marketing handler ikke kun om at fortælle en historie. Det handler ikke kun om at lave en nye video eller en ny annonce, som gør brug af historiefortælling. Det handler meget mere om, at fortælle din samstemmende historie om dit brand på tværs af flere kanaler. Tænk bare på ikonografiske brands som Malboro eller Jack Daniels.

Hvorfor skal du bruge det i din virksomhed?

Du skal bruge storytelling som virkemiddel til at få din virksomhedskommunikation til at fænge. Du skal bruge historiefortælling til at skabe forståelse, og til at din modtager husker dit budskab. Fordi vi mennesker husker information langt bedre, når den kommer i form af en visuel historie med billeder eller tegninger, end hvis den er formidlet som en liste af fakta eller en lang faglig tekst.

Vi mennesker bruger hele tiden 25% af vores hjernekapacitet på at afkode visuel information. Til gengæld er mennesker 60.000 gange hurtigere til at afkode visuelt information end til f.eks. at læse eller at høre information.

Del dette blogindlæg